24. juli 2022
Efter længere tids optakt har jeg besluttet mig for at lukke Uriasposten.
Det er med vemod, men det er svært at drive en dokumenterende blog ala Uriasposten i 2022. Kan jeg ikke dokumentere udviklingen kildenært, så giver det ikke rigtigt mening med løbende opdateringer om stort og småt.
Det giver ingen mening at fortsætte kampen på Facebook (censur, ban) eller Twitter (kun få danskere), men jeg vil givetvis genopstå om polemiker i en eller anden form. Måske vil jeg skrive lidt længere kommentarer, måske vil jeg opsamle mine erfaringer med bloggen i en bog, men lige nu har jeg brug for ro om det basale. Jeg står midt i en flytning, og ser frem til den dag jeg kan grille på terrassen uden at skulle forholde mig til kommende retssager.
I skrivende stund har jeg tre sigtelser, hvoraf to af dem teoretisk set kan give mig fængselsdom. Derudover har en Århus-autonom ('Store Marc' alias Marc Jørgensen, der nu hedder Marc Malmbak Stounberg, cand.jour. sat sig for at stævne mig for copyrightbrud på vegne af diverse venstreradikale - ganske givet med Redox på sidelinjen.
De første to stævninger drejer sig om brug af en Facebook-opdatering fra Enhedslisten Århus (2013), samt brug af en halv bogforside (2020, generisk udseende, kommunistisk forfatter) udarbejdet af redaktør Albert Scherfig, barnebarn af kommunisten Hans Scherfig, der færdes scenevant i alt fra Horserød-Stutthof Foreningen til Antifascistisk Forum. Lawfare, med andre ord.
Noget er selvfølgelig teatertorden, herunder de krævede beløb, men jeg er nødt til at tage det seriøst, og skal naturligvis også have en advokat tilknyttet filibuster-sagerne. Skulle der være en eller flere tidligere læsere som kan bidrage med noget desangående, så kan jeg kontaktes på Tlf. 3013 2270 (send sms først). Alternativt kan jeg findes på Facebook.